Abrahamitiske religioner

Jødedommen, Kristendommen og Islam kaldes tilsammen for de abrahamitiske fordi de sporer deres tradition tilbage til patriarken Abraham.


De tre religioner er monoteistiske religioner, der alle er udgået fra Mellemøsten, nærmere bestemt fra det område, der strækker sig fra østkysten af Middelhavet til Den Persiske Golf. Jødedommen og kristendommen opstod i det nuværende Israel., mens Islam har sit udgangspunkt i Mekka og Medina i det nuværende Saudi-Arabien.

Jødedommens historie går ifølge jødisk tradition tilbage til Abraham. Kristendommen begynder med Jesu død, der dateres til et sted mellem 26 og 36 e.kr., og Islam med profeten Muhammeds flugt fra Mekka til Medina 622 e.kr..


Påvirkninger fra oldtidens kulturer

I det område i Mellemøsten, hvor de abrahamitiske religioner opstod går under betegnelsen ”Den frugtbare halvmåne” og strækker sig fra østkysten af Middelhavet til Den Persiske Golf, opstod de første bondekulturer og her blomstrede fra omkring det fjerde årtusind før vor tidsregning de ældste civilisationer, den sumeriske, babylonske og assyriske i Mesopotamien og den egyptiske i Nildalen og Nildeltaet.


Fra polytheisme til monotheisme

Fælles for disse oldtidskulturer var dyrkelsen af flere guder -  polyteismen. Helligstederne havde en eller flere guder, som hver havde sit specielle område. I særlige situationer tilbad man én gud, som blev tilskrevet større magt end de andre guder. Den gud, man antåbte, blev da til guden. Heri lå en tendens til monolatri, dvs. dyrkelsen af én guddom uden afvisning af eksistensen af andre guder. Selvom hvert kulturområde havde sine specielle guder, overtog en kultur ofte en guddom fra en anden. Den babylonske månegud Sin blev således dyrket i Ur, det gamle sumeriske område, og i Haran i det nordligste Syrien. Denne kulturudveksling – gennem bl.a. handel – har haft stor indflydelse på hele området og på udviklingen af den ældste af de tre religioner, jødedommen – og derigennem kristendommen og islam.

Selvom monoteismen ifølge den jødiske bibel (Det gamle Testamente) begyndte med Abrahams pagt med Gud, kan den egyptiske farao Akhenaton (1380-1362 f.Kr.) historisk set betragtes som den første monoteist. Akhenaton ophøjede i sin regeringstid solguden Aton til den eneste sande gud og forbød alle andre guder. Hans regeringstid blev imidlertid kort, og efter hans død fik det magtfulde præsteskab hurtigt genindført de gamle guder.


Zarathustrismen

Påvirkning fra zarathustismen, der bygger på den persiske religionsstifter Zarathustras lære, kan spores både i jødedommen, kristendommen og islam.

Zarathustra (ca. 1000 f.Kr.) talte om det gode og det onde – renhed og besmittelse -  som to magter i tilværelsen, et menneske må vælge imellem, og som afgør, om det kommer i Paradis eller Helvede. Hans lære blev nedskrevet mellem 226 og 650 e.kr. Jøderne mødte den under eksilet i Babylon i det 5. århundrede f.Kr., og gennem jødedommen har zarathustrismen  indirekte påvirket kristendommen. Også araberne kendte til den, bl.a. gennem det persiske kongedynasti, sassaniderne (1242 f.kr. -271 e.kr.), i hvis regeringstid den persiske kultur spredtes over hele Mellemøsten.


Tempelpraksis

I oldtidens egyptiske og mesopotamiske tempelpraksis var gudens hus et helligt sted -  rent og ubesmittet i modsætning til den urene omverden. Her tog guden bolig og blev dermed nærværende. Præsteskabets opgave var at betjene guden, bl.a. ved ofringer. Centrale riter i templet var dyreofre eller afgrødsofre til guden. En del af offeret var guddommens andel, mens resten blev spist af kultdeltagerne i form af et helligt måltid. Mosebøgerne har mange paralleller til denne praksis. I Tredje Mosebog 1-15 gives regler for offerpraksis samt love om, hvor mange og hvilke dyr eller hvor store mængder mel og olie der skal ofres.


Myter

Mange af oldtidens myter har sat deres spor i de abrahamitiske religioners hellige bøger. Et godt eksempel findes i en sammenligning af det babylonske helteepos om sagnkongen Gilgamesh (den historiske Gilgamesh herskede antagelig omkring 2900 f.kr.) og Bibelens og Koranens fortællinger om Noa.


I digtet om helten Gilgamesh fortælles, at han efter vennen Enkidus’ død drager til de dødes rige og spørger sin forfader Um-Napístím, hvordan han selv kan undgå døden.  Denne fortæller ham, hvordan han i sin tid efter gudernes anvisning byggede en ark og således sammen med sin familie og sine dyr blev reddet fra den store oversvømmelse.

”Da den syvende dag brød frem, gav jeg ordre til at slippe en due; duen fløj ud, men kom hjem, den vendte om, da den ikke fandt tilhold. Jeg gav ordre til at slippe en svale; svalen fløj ud, men kom hjem, den vendte om, da den ikke fandt tilhold. Jeg gav ordre til at slippe en ravn; ravnen fløj ud, og så vandene tørre ind; den æder, flakser og gøder og vendte ikke om.” (uddrag af Gilgamesh-eposset)


I Bibelen befaler Gud Noa at bygge en ark for sammen med sin familie og sine dyr at undgå syndfloden (1 Mos 6-8):

”Efter fyrre dages forløb åbnede Noa den luge, han havde lavet i arken, og sendte en ravn ud. Den fløj frem og tilbage, indtil vandet var tørret bort fra jorden. Så sendte han en due for at se, om vandet var forsvundet fra jordens overflade. Men duen fandt ikke et sted hvor den kunne sætte sig, så den vendte tilbage til ham i arken. (…) Han ventede syv dage til og sendte så duen ud af areken igen. Ved aftenstid vendte den tilbage med et olivenblad i næbbet (…) Han ventede syv dage til og sendte så duen ud, og den vendte ikke tilbage til ham igen.” (1 Mos 6-8)


Historien i Koranen er stort set den samme som i Biblen dog med en lidt anden ordlyd:

”Der blev sagt: ”Jord, slug dit vand! Himmel, hold inde!” og vandet svandt bort. Sagen var afsluttet. Skibet lagde sig til rette på al-Djûdî, og der blev sagt: ”Bort med de folk, der handler uret!” (Koranen Sura 11:44).


Se også: Jødedommen; Kristendommen; Islam; Egyptisk religion;


 

Om Sangréal Ordenen

Ordenens hieraki er opbygget af fem grader hvor i medlemmerne kan avancere. Læs mere


Sangréal Ordenens oprindelse

Det siges, at en ridder på flugt søgte ly for natten i byen, Viborg. Han var syg og blev i den lille kirkeby, da han var for svag til at drage videre. Læs mere