Det Nikæiske koncil

Kejser Konstantin sammenkaldte
alle biskopper til det første økumeniske kirkemøde i år 325, først og fremmest for at gøre en ende på den kirkelige splittelse og disharmoni, som det arianske kætteri forårsagede.


Det andet formål var at fastlægge en fælles dag for påsken. Efter at have diskuteret og løst problemet med det arianske kætteri, formulerede kirkemødet  en af den kristne tros vigtigste doktriner, nemlig Treenigheden bestående af Faderen, Sønnen og Helligånden.


At Konstantin lægger vægt på, at alle biskopperne deltager viser tydeligt, hvor vigtigt det var at få løst disse problemer. For at sikre sig, at biskopperne også kom, fik de lov til gratis at benytte det kejserlige transportsystem, så de var i stand til at rejse uden omkostninger for dem selv og under den romerske hærs beskyttelse. Oprindelig skulle mødet have fundet sted i Ancyra, men Konstantin flyttede det noget længere vest på til Nikæa (vore dages Iznik i Tyrkiet) og gjorde det således nemmere for biskopperne fra Italien og Europa at deltage. På den måde kunne han også selv overvære forhandlingerne og deltage i dem.


Kirkemødet blev indledt den 19. juni 325 og varede i to måneder. Der rapporteredes om mellem 250 og 320 deltagende biskopper. Kejser Konstantin ankom i begyndelsen af juli og holdt tale på mødet om vigtigheden af harmoni. I alt har tre dokumenter overlevet mødet: Den nikæanske trosbekendelse, kanonerne og et brev til den egyptiske kirke.


Det arianske kætteri havde gennemsyret kristendommen på alle planer i Romerriget. Konstantin ønskede en udelt og harmonisk kirke til fremme for fred og trivsel og var bange for, at den interne splid, som arianismen havde forvoldt, skulle true rigets stabilitet. Arius, en kristen mand fra Alexandria i Egypten, havde en række uortodokse meninger, som dannede grundlag for arianismen. Han mente, at Jesus ikke var en guddom, men den “første og største af Guds skabninger”. Jesu manglende guddommelighed betød, at han kunne synde og forandre sig. Arius påstod, at Jesus i modsætning til Gud, der “er uden begyndelse”, havde en begyndelse, og at “før sin generation var han ikke”.


Det menes, at Konstantin selv var påvirket såvel af de arianske synspunkt som af de arianske biskopper. Det vidner derfor om Konstantins stærke ønske om at gøre en ende på det skisma, der var under udvikling, at han var parat til at underskrive en beslutning, der fordømte arianismen og bekræftede og bekræftede kirkens etablerede doktrin. Biskopperne fremlagde en trosbekendelse  for at fremhæve Jesu guddommelighed  og forholdet mellem Gud, Jesus Kristus og Helligånden. Den nikæanske trosbekendelse fastslog:


“Vi tror på én Gud, den almægtige Fader, himmelens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber. Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som faderen, ved hvem alt er skabt, som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra himlene og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske, som også blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus, blev pint og begravet og opstod på tredjedagen ifølge skrifterne og opfor til himmels, sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde, og der skal ikke være ende på hans rige. Og på Helligånden.”


I denne trosbekendelse bekræftede biskopperne, at Jesus ikke var skabt af Gud Fader, men var af samme væsen som Ham. At Gud Fader og Jesus Kristus begge var Gud og at Jesus var guddommelig og ét med Faderen. Udtrykket
“samme væsen” (græsk homoousios) har været genstand for megen debat i tidens løb, og meget tyder på, at Konstantin selv bestemte udtrykket.


Trosbekendelsen blev udstyret med en fodnote som understregede, at den katolske og den apostolske kirke fordømte alle, der var enige med arianske følelser. Den blev underskrevet af alle tilstedeværende biskopper bortset fra Sekundus af Ptolemais og Theonas af Marmarica, som Konstantin på behørig vis bandlyste sammen med Arius. Det skal bemærkes, at dette ikke var den endelige resolution om spørgsmålet angående Treenigheden, da debatten om emnet forsatte i de følgende år. Den nikænske trosbekendelse blev yderligere korrigeret ved det første kirkemøde i Konstantinobel i 381 og udgør det, vi idag kender som den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse.


Det andet hovedspørgsmål om påsken blev også afgjort ved mødet. Påsken skulle falde søndagen efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn (selv om datoen for forårsjævndøgn forblev modstridt i mange år).


Formålet med de tyve kanoner var at skabe en universel kirke med fælles ceremonier og regler overalt. Derfor fastslog man også, hvordan myndighed og jurisdiktion geografisk var fordelt mellem Rom, Alexandria, Antiochia og Jerusalem foruden andre mindre spørgsmål, blandt andet at man ikke tillod mænd, der med vilje havde kastreret sig, at blive præster, og ikke tillod at folk, der var blevet ekskommunikeret, sluttede sig til en kirke i et andet bispedømme.

Kirkemødet fastslog også, at alle gejstlige, der krævede renter af lån, skulle afskediges, og man diskuterede, hvem der kunne og ikke kunne uddele og modtage nadveren.


Men det var først i år 393 man vedtog de værker der skulle optræde i Det Nye Testamente. Det skete ved et kirkemøde i Hippo og beslutningen blev først endeligt stadfæstet i Karthago fire år senere.


Se også: Kristendommen; Kristendommen og evangeliernes uanfægtelighed; Evangelium; Jesus; Maria Magdalene;

 

Evangeliernes

uanfægtelighed

De fleste mennesker i dag taler om ”kristendommen” og figuren Jesus Kristus, som om det var én bestemt ting eller historie -  en sammenhængende, homogen helhed. Det siger sig selv, at det er den overhovedet ikke! Læs mere


Thomasevangeliet

Thomasevangeliet, nytestamentlig apokryf tekst, fundet i 1945 ved Nag Hammadi i Egypten som del af et større papyrusfund. Læs mere


Mariaevangeliet

Mariaevangeliet er et kun delvist bevaret apokryft evangelieskrift. Læs mere


Judasevangeliet

Judasevangeliet skildrer Judas som Jesu særlige fortrolige. Mens de øvrige disciple fremstilles som en flok, der vildleder de troende. Læs mere


Gnosticisme

Udtrykket kommer fra det græske ord gnosis, der betyder ”viden”, og den opfattelse, at man var indviet i hemmelig viden, optræder hos forskellige gnostiske tekster. Læs mere