Egyptisk religion

Trods de mange guder og gudinder forandrede den egyptiske religion sig ikke ret meget i 2600 år.


De gamle egyptere indså, at orden og kaos var nødt til at eksistere side om side. Det ene kunne ikke være uden det andet, og det er derfor, man tilbad guder, der er af os ville blive opfattet som onde, og behandlede deres templer og præsteskaber med stor agtelse.


For at opretholde tingenes tilstand var det afgørende, at kaos ikke fik lov at skubbe livet til side. At det ikke skete, sikrede man ved at efterleve principperne i maat (sandhed).

Derfor var alle aspekter af livet i det gamle Egypten gennemsyret af religion. Bøn, trolddom og medicin eksisterede side om side, og det var helt normalt at behandle en sygdom med alle tre elementer. De tre aspekter blev opfattet som ligestillede, fordi alle tre var med til at styre kaos/ondskab og genskabe maat. Sygdom kunne skyldes, at man havde forsømt guderne eller opført sig blasfemisk, og kunne helbredes ved bodshandlinger.


De egyptiske guder kan i store træk inddeles i de nationale guder (såsom Ra, Osiris og Horus), lokale guder og hjemmets guder. Statsreligionen var i høj grad centreret om kongedømmet og statens behov, som man ser det på tempelrelieffer af faraoen, som dræber Egyptens fjender, går i krig og ofrer til guderne. Den daglige religion handlede til gengæld mere om almindelige menneskers behov og om at beskytte sig mod sygdom og ulykke. Og til disse behov havde man hjemmets guder – flodhestegudinden, Taweret, skærmede svangre kvinder, og dværgeguden, Bes, var familiens lykkegud og holdt hånden over kvinder i barsel. Børnene fik ofte halsbånd på med beskyttelsesamuletter. For at hjælpe det enkelte menneske bad man til de døde eller nedskrev sine bønner på skåle, som blev placeret i gravsteder. Man mente, at en afdød kunne gribe ind på vegne af de levende for at rette op tingene, når noget var gået galt.

Ra, solgud og skaber, var den øverste guddom. Ras daglige rejse hen over himlen repræsenterede en ny skabelse og fysisk genopstandelse efter nattens rejse gennem underverdenen. Uanset solgudens fysiske form var han skabelsens midtpunkt. I de game egypteres øjne fandt skabelsen (der på oldegyptisk betyder ”første gang”) sted, da en jordhøj steg op af urtidshavet. Af denne hellige høj udsprang solguden, og han livgivende kraft førte til altings skabelse.


Benben-stenen var en hellig sten, der blev sat i forbindelse med solguden og repræsenterede skabelsesøjeblikket. Det var denne sten, der senere udviklede sig til obelisken, en anden genstand som er nært forbundet med den egyptiske solkult. Alt, hvad der blev skabt denne ”første gang”, var perfekt, og alt, hvad der fulgte efter, tilstræbte samme perfektion.

I byen Heliospolis (græsk for ”solbyen”) optrådte solguden i skikkelse af Atum (”Altet”). Også han var en skabende solgud, og hans efterfølgende dynasti bestod af Nigudekredsen fra Heliospolis, som samtidig er nøglen til den egyptiske religiøse litteratur.


En anden skabergud var Amun-Ra. Han skabte stof ud af intet ved hjælp af Heka (magi), sia (forståelse) og hu (det guddommelige ord). Også i denne mytologi er skabelse forbundet med solen, da Amun-Ra – ganske som hans navn antyder – ligeledes var en solgud.

Egyptiske guddomme smeltede ofte sammen for at forene deres respektive evner med et specifikt formål for øje. Ligeledes antog guddomme forskellige former alt efter deres rolle. Således blev den store gudinde Isis til gudinden Hathor (som betyder ”Horus’ skød”, hendes søn), da hun påtog sig moderrollen. I denne form tog hun skikkelse af en ko. En guddom kunne imidlertid sagtens have meget forskellige og endda direkte modsatrettede egenskaber. Udover at være moderskabets ko var Hathor også den gudinde, som Ra sendte ud for at tilintetgøre menneskeheden.


Under farao Akhenaton (som regerede 1379-1362 f.Kr.), som tilbad Aten eller solskiven, skete der imidlertid et skred i den egyptiske religion. Aten var den eneste skaber gud og således den eneste livgivende kilde og dermed også den eneste gud. De andre guder blev stødt fra tronen, og monumenter med billeder af dem fik hugget ansigterne af. Akhenaton kundgjorde, at Aten kun kunne nås gennem kongen, og han bestilte kunstværker, som viste Aten, der rakte sine livgivende solstråler ud til faraoen og hans familie. Da Akhenaton døde, blev den gamle religion imidlertid vakt til live igen, og de gamle guder indtog på ny deres plads i templerne.

Isis- og Osiris-kulten bredte sig til store dele af Middelhavet og videre endnu, således at man i senere tider kan finde deres templer så langt borte som i Athen og London. Isis og Serapias (der oprindeligt var en selvstændig guddom, der senere hen blot blev opfattet som en anden side af Osiris) blev så populære i det gamle Rom, at man byggede et stort tempel til dem i byen, hvori kejser Domitian rejste en obelisk til ære for dem. Denne obelisk står nu i Obeliskfontænen (De Fire Floders Fontæne).


Den egyptiske religions forbindelse til kristendommen

Trods undertrykkelsen af deres tilhængere blev Isis og Osiris genstand for en mystisk kult, som vandt stor popularitet i den hekkenistiske verden og i Romerriget. At Isis var så tillokkende skyldtes hendes universelle egenskaber, og for en stund var hendes kult lige så lige så populær som kristendommen.


Faktisk kan visse sider af kristendommen spore deres oprindelse tilbage til Isis- og Osiris-kulten. I 140 e.Kr. beskrev den romerske forfatter Apuleius Isis som ”den evige frelser”, en betegnelse som de kristne også brugte om Jesus. Osiris var tæt forbundet med de dødes genopstandelse, og efter sin egen død genopstod han ligesom Jesus på tredjedagen. Ligeledes fandt tanken om den hellige familie en parallel i Osiris, Isis og Horus, mens billedet af Maria og Jesus som mor og barn har en direkte forløber i Isis og Horus, som sidder på sin moders skød. Nogle af de evner og titler, som tillægges tillægges jomfru Maria, passede også på Isis. Ydermere lod hendes tilhængere sig døbe i vand efter at have skriftet deres synder, og de troede på, at man kunne få tilgivelse for sine synder ved at angre, ligesom de troede på det evige liv efter døden -  alt sammen vigtige grundsten i den senere kristendom.


Mange alternative forskere mener, at den egyptiske religion spillede en stor rolle i Jesu ord, og de antyder, at enten var Jesus stærkt påvirket af den, eller også var han slet ikke jøde, men bekendte sig til den egyptiske religion (se Morton Smith: Jesus the Magician).

Det er endda blevet sagt, at Jesus og Maria Magdalene var med i Isis/Osiris-kulten. I Tempelherrernes insigt: de hemmelige vogtere af Kristi sande identitet har Lynn Picknett og Clive Prince luftet tanken om, at Jesus blev korsfæstet som led i en frivillig Osiris-genopstandelse, der skulle gøre ham oplyst. Forfatterne opfatter Jesus som en tilhænger af den egyptiske religion, der blot har tilpasset sine ord, så de passer ind i datidens jødiske traditioner. I bogen Egyptian Light and Hebrew Fire kalder forfatteren Karl W. Luckert kristendommen for ”Mor Egyptens datter” født i samhørighed med ”hendes ældgamle hebraiske patriarkalske tradition”.


Se også: Ankh; Gnosticisme; Jesus;



 

Gnosticisme

Udtrykket kommer fra det græske ord gnosis, der betyder ”viden”, og den opfattelse, at man var indviet i hemmelig viden, optræder hos forskellige gnostiske tekster. Læs mere


Thomasevangeliet

Thomasevangeliet, nytestamentlig apokryf tekst, fundet i 1945 ved Nag Hammadi i Egypten som del af et større papyrusfund. Læs mere