Islam

Islam er en monoteistisk, abrahamitisk religion. Ordet islam betyder "underkastelse" eller "hengivelse" til Gud. Tilhængerne kaldes muslimer. hvilket betyder "en der underkaster eller hengiver sig" (Guds vilje). Der er mellem 1,5 og 2 mia. muslimer i verden.


Muhammed, islams grundlægger, er en historisk person, som levede i 600-tallet. Den Arabiske Halvø udgjorde på den tid en vigtig handelsrute mellem Middelhavet og Indien med byen Mekka som det største handelscentrum. Her lå de arabiske stammers gamle hellige sted, Kabaen, hvor araberne tilbad deres mange guder, og hvortil  folk fra hele halvøen valfartede.

Der levede også jøder og kristne i området. Mange jøder var efter romernes ødelæggelse af Templet og Jerusalem i tidsrummet mellem 70 og 135 e.kr. udvandret til Den Arabiske Halvø, hvor de havde slået sig ned i byerne langs karavanevejen på halvøens vestside og i den sydlige del af den Arabien. Her vandt de blandt araberne en del tilhængere til deres tro, og gennem den indflydelse, mange af jøderne opnåede, blev deres kultur og traditioner integreret i Arabiens sociale og religiøse miljø.

Kristendommen kom til den sydlige del af Arabien fra Abessinien (Etiopien), der i 300-tallet var blevet kristnet, og til den nordlige del af Arabien fra Syrien og Byzans. Det var dog den kristne påvirkning nordfra, som i tiden frem til Muhammed fik den største indflydelse. I denne del af Arabien havde mange stammer konverteret til kristendommen. Under indflydelse fra den syriske kirke overtog kristne arabere den kristendomsopfattelse, der fremhævede Kristi menneskelige natur, og ikke den, der fremhævede hans guddommelige natur. Det var opfattelsen af Kristi menneskelige natur, som skulle vise sig at falde mest i tråd med det islamiske syn på Jesus som profet og menneske og ikke som Gud.

I de sidste århundreder før Muhammed stod frem som profet, var det således den gamle arabiske, polyteistiske  religion og de to monoteistiske religioner, jødedommen og kristendommen, der prægede de religiøse forhold på Den Arabiske Halvø. Den åndelige og religiøse brydning mærkedes også i det førislamiske Mekka, hvor flere følte sig tiltrukket af jøders og kristnes dyrkelse af én Gud. Under indflydelse af den kristne askese var der mekkanere, der trak sig tilbage fra samfundet og i ensomhed hengav sig til meditationer i klippehuler på bjerget Hira nær Mekka. Også Muhammed begyndte at søge ensomhed til religiøse meditationer på lange vandringer, og i en klippehule på Hirabjerget modtog han sine første åbenbaringer og sin kaldelse til profet.


”Muhammed er kun en udsending, som andre udsendinge, der var før ham” (sura 3:144).


”Muhammed er ikke fader til nogen af jeres mænd, men han er Guds udsending og profetens segl. Gud ved alting.” (sura 33:40)


Allerede i 638, kort efter Muhammeds død, erobrede muslimerne Syrien og Palæstina. I Jerusalem indtog de det hellige tempelbjerg. I slutningen af 600-tallet byggede de her Klippemoskeen og i slutningen af 700-tallet al-Aqsa moskeen.

Omkring midten af 700-tallet var islam udbredt til store dele af Asien, Nordafrika og Sydeuropa. I 1300-tallet og de følgende århundreder erobrede muslimer det meste af Balkan.


Koranen

Koranen, på arabisk al-Qurân, betyder ’oplæsning’ eller ’recitation’. Koranen indeholder de åbenbaringer, Profeten Muhammed i de sidste 22 år af sit liv (610-632 e.kr.) modtog af Gud gennem ærkeenglen Gabriel.

Nedskrivningen af åbenbaringerne som Muhammed modtog i henholdsvis Mekka og Medina, blev muligvis allerede påbegyndt i hans levetid, da han både i Mekka og Medina havde flere sekretærer. Ifølge overleveringen tog bl.a. Muhammeds tidligere sekretær, Zaid ibn Thabit, kort efter Muhammeds død initiativ til at indsamle, hvad der fandtes af profetord. Det var den tredje kalif. Uthman ibn Affan, der nedsatte en redaktionskommision, som fik til opgave at indsamle og afskrive eksisterende samlinger af profetord og bearbejde materialet. Man mener, at den færdigredigerede udgave af Koranen forelå mellem 650 og 656.

Koranen består af 114 kapitler eller suraer, som igen er inddelt i vers (på arabisk aya/ayat). Hver sura har et nummer og et navn. Bortset fra den niende sura begynder de alle med ordene: ”I den nådige og barmhjertige Gud navn”.

Bogen er redigeret således, at de længste suraer kommer først og de korteste sidst. En undtagelse er den første og vigtigste sura, al-Fatiha, ’Åbningen’, som kort beskriver hovedbudskabet i i Koranen: At de, der går den lige vej, har Guds velsignelse, mens de, der er på afveje, kommer til at føle Guds vrede. Da Koranen ikke er skrevet i kronologisk rækkefølge, kan der i samme sura forekomme vers, der er åbenbaret i Mekka og Medina.


”Vi har sendt den ned som en arabisk Koran. Måske kommer I til fornuft (sura 12:2) De, der er vantro, siger: ”Hvorfor er Koranen ikke blevet sendt ned til ham som ét hele?” Sådan er det, for at Vi gennem den kan befæste dit hjerte. Vi har deklameret den langsomt og tydeligt” (sura 25:32)


De tidlige suraer, der er fra Mekka, fokuserer især på frelse eller straf på dommens dag. De senere suraer, der er fra Medina, har mange bestemmelser om sociale og økonomiske forhold og giver anvisninger på, hvordan en rettroende muslim bør leve sit liv, som for eksempel at gøre gode gerninger, at bede og at give almisse.

Ligesom i den jødiske og den kristne bibel er troen på den ene og sande Gud den bærende tanke i Koranen. Og også i Koranen beskrives såvel Guds nåde og barmhjertighed som strenghed.


”Hvis I elsker Gud, så følg mig, og Gud vil elske jer og tilgive jer jeres synder (sura 3:31). Vi jævnede byen med jorden og lod det regne ned over dem med sten af brændt ler (sura 15:74).


Ifølge Koranen er mennesket ikke selv i stand til at afgøre, hvad der rigtigt og forkert. Derfor har Gud op gennem historien sendt profeter, bl.a. Abraham, Isak, Jakob, Moses, David, Salomon og Jesus, til at vejlede menneskene, så de har kunnet følge den plan, Gud har lagt. Mange fortællinger i Koranen handler om, hvordan det tidligere er gået de mennesker, der ikke lyttede til profeterne.

Ifølge islam er Koranen den sidste åbenbaring fra Gud, og Muhammed er ’profeternes segl’, dvs. den sidste profet, der har modtaget den endelige og guddommelige åbenbaring fra Gud.


Islams Gud

For muslimerne er Allah den ene sande Gud, der ikke tåler nogen ved sin side. I islam træder Gud ikke direkte ind i menneskets verden, men taler til menneskene gennem Koranen. Gud viser sin barmhjertighed over for dem, der tror og adlyder Hans vilje, som Han har åbenbaret gennem Koranen.


”Han er Gud, én Gud, Den evige. Han har ikke avlet, og han er ikke avlet. Ingen er Hans lige” (sura 112:1-4)


Navnet Allah er arabisk og betyder ’Guden’. I Koranen har Allah 99 navne, der er udtryk for hans forskellige egenskaber f.eks. ’den almægtige’, ’den overbærende’, ’den milde’, ’den retfærdige’, ’den tilgivende’ og ’den evige’. Hver sura, undtagen sura 9, indledes med ”I den nådige og barmhjertige Guds navn”. Det er almindeligt, at muslimer omtaler Allah med et af de 99 navne.


Regler og love i islam

I modsætning til den jødiske Torah indeholder muslimske Koran ikke meget lovstof og udgør således ikke et egentligt lovsystem. Den er først og fremmest en lovprisning af den sande Gud, der skabte verden, og som på Dommedag vil dømme alle mennesker på deres gerninger og tro. Den troende muslim får at vide, hvordan han eller hun bør leve sit liv. Derudover indeholder Koranen fortællinger om, hvordan Gud har gjort sin plan med skabelsen kendt for menneskeheden.

Af Koranens godt 6000 vers indeholder kun en lille procentdel egentlig lovstof, eksempelvis anvisninger på fordeling af arv, indgåelse af ægteskab, regler for skilsmisse samt anvisninger på, hvad der er rent og urent. I ganske enkelte tilfælde beskrives, hvordan bestemte lovovertrædelser skal straffes. Det gælder således tyveri, der skal straffes med håndsafhugning, men, tilføjes det, Gud vil tilgive den, der omvender sig og forbedrer sig (sura 5:38-39). Ved hor skal både mand og kvindestraffes med 100 piskeslag (sura 24:2).

Ligesom ved den jødiske ret stilles der dog visse betingelser, som ifølge klassisk islamisk retslære skal være opfyldt, førend disse forbrydelser kan straffes. Der skal således enten have været mindst to mandlige vidner til forbrydelsen, eller den anklagede skal have tilstået uden at have været under pres. Opfyldes et af disse krav, straffes den anklagede efter anvisninger i Koranen eller profetens sunna; opfyldes derimod ingen af kravene, udmåles straffen efter statens love, hvis det skønnes, at der er tale om en forbrydelse mod den offentlige orden. I tilfælde af hor skal dog mindst fire mandlige vidner have overværet selve den seksuelle handling. Et vidne, der kommer med falske beskyldninger, skal straffes med 80 piskeslag (sura 24:4). I sura 5:8 hedder det, at vidner skal handle retfærdigt og ikke må lade deres vidneforklaringer styre af vrede og forbitrelse.

I Koranen handler straf i langt de fleste tilfælde om Guds straf på Dommedag, en straf, som rammer dem, der tror på flere guder, frafaldne fra troen og dem, der ikke følger den lige vej, mens de, der angrer, får Guds tilgivelse. En forbryder, der ikke straffes i dette liv, straffes ifølge islamisk teologi på Dommedag.

Stening som straf for hor omtales ikke i Koranen, men føres tilbage til profetens sunna. Ifølge islamisk historietradition har den anden kalif, Umar ibn al-Khattab (d. 644), sagt, ’at skikken med at stene folk til døde som straf for utroskab også var profetens praksis’. Stening forekommer i dag meget sjældent og kun i visse muslimske lande, bl.a. i Iran og Saudi-Arabien.

Gud har i Koranen vist den vej, sharia, som hvert menneske bør følge. Direkte oversat betyder sharia ’den lige vej til vandhuldet’, et synonym for ’den guddommelige lov’, dvs. den sande vej til Gud. Ordet sharia forekommer i sura 45:18: ”Derpå satte Vi dig på en bestemt vej angående sagen, så følg den!” og i sura 5:48, hvor der står: ”For hver og en af jer har Vi sat en retning og en vej”.

Sharia er således ikke et juridisk ord for ’lov’, men et religiøst ord for de religiøse love i Koranen, den ’lige vej’, den enkelte troende muslim skal følge. I den første sura i Koranen nævnes ’den lige vej’ dels i den betydning, at Guds vejledning kan føre direkte til Paradis. Koranen giver også nogle etiske og åndelige principper, som et islamisk samfund bør hvile på ”Gud påbyder retfærdighed, at handle godt og at give til slægtningene; Han forbyder skamløshed, det forkastelige og vold. Han formaner jer” (sura 16:90).


Se også: Jødedommen; Kristendommen; Abrahamitiske religioner;


 

Om Sangréal Ordenen

Ordenens hieraki er opbygget af fem grader hvor i medlemmerne kan avancere. Læs mere


Sangréal Ordenens oprindelse

Det siges, at en ridder på flugt søgte ly for natten i byen, Viborg. Han var syg og blev i den lille kirkeby, da han var for svag til at drage videre. Læs mere