Jødedom

Jødedommen er det jødiske folks traditionelle religion og kultur og den ældste af de store monoteistiske verdensreligioner. Centralt i jødedommen står en række hellige skrifter, væsentligst den jødiske bibel, Tanakh, og dernæst Talmud. Jødedommen praktiseres over hele verden af ca. 14 mio. mennesker.


Navnet Israel kendes fra enkelte egyptiske og mesopotamiske kilder, den ældste en egyptisk sejrsstele fra ca. 1220 f. Kr.. Desuden nævnes Israel i nogle assyriske indskrifter fra 800- og 700-tallet f.kr.. Da der kun findes meget få skriftlige kilder, anses Det Gamle Testamente stadig for en, om end ikke særlig pålidelig, hovedkilde til Israels historie.

Ifølge Det Gamle Testamente  var Israel et særvalgt af dets særligt folk udvalgt af dets Gud til at bo i det forjættede land, Kana’aen. Første Mosebog fortæller, hvordan gud velsignede patriarken Jakob og gav ham navnet Israel, der også blev landets navn. I jødisk tradition er det israelitiske folk efterkommere af patriarken Jakob, sønnesøn af Abraham. Jakob blev fader til tolv sønner, som ifølge traditionen er stamfædre til Israels tolv stammer.

Fra David blev konge ca. 1000 år f.kr. til landet i 587 f.kr. blev erobret af babylonierne, bar Israel ifølge de gammeltestamentlige kilder et storrige. David valgte Jerusalem til hovedstad, og her byggede hans søn Salomon et tempel, som blev centrum for offertjenesten.

Babylonierne ødelagde Templet i Jerusalem, og en del af israelitterne blev tvunget til eksil til Babylon. I eksilet opbyggede jøderne et menighedsliv, der blev forbillede for de mange jødiske menigheder, der opstod uden for Israel.

I 539 f. Kr. erobrede perserkongen Kyros 2. Babylon. Han frigav jøderne, hvorefter mange valgte at vende tilbage til den sydlige del af Israel, der blev kaldt Judæa, mens andre valgte at blive. Efter jødernes tilbagekomst blev Templet i Jerusalem genopbygget.

I perioden fra 539 f.Kr. – 135 e.Kr.  var Israel under fremmed overherredømme, først under perserne, så under grækerne og til sidst under romerne, som i år 70 e.Kr. ødelagde Templet og i 135 e.Kr. forviste jøderne fra Jerusalem og ødelagde mange jødiske helligsteder.

Derefter – og helt frem til 1948, da staten Israel blev dannet – levede de fleste jøder i diaspora, i de første mange hundrede år i Mellemøsten, Nordafrika og Sydeuropa.

I dag lever den største jødiske befolkningsgruppe uden for Israel i USA.


De jødiske skrifter, Tanakh

Den jødiske bibel, Tanakh, indeholder beretningen om det jødiske folks historie og om det jødiske folks forhold til Gud. Ordet TaNaKh er et akronym for skriftets tre dele: Torah (Mosebøgerne), Neviim (Profeterne) og Ketuvim (Skrifterne).

Skrifterne i den jødiske bibel er nedskrevet fra 600 til 130 f.kr. Mellem 250 og 130 f.kr. blev den jødiske bibel oversat fra hebraisk til græsk. Det skete, fordi mange jøder var udvandret til de græsk-romerske byer og havde glemt deres hebraiske modersmål. Den græske oversættelse fik betegnelsen Septuaginta, der på latin betyder 70.

Torahen, eller Loven, som den også kaldes, består af de fem Mosebøger, der er grundlaget for den jødiske religion. I Anden Mosebog (20-31 og 24) beskrives, hvordan Moses på Sinajs bjerg modtog tavlerne med De Ti Bud og den mundtlige vejledning for jødisk levevis.

Mosebøgerne fortæller om verdens skabelse og det jødiske folks historie. Den skriftlige vejledning, der indeholder 613 bud, 248 påbud og 365 forbud, står fra Anden Mosebog, kap. 20, til og med Femte Mosebog. Denne lovsamling beskriver alle livets forhold, f.eks. er der regler om, hvordan man skal omgås andre mennesker, hvordan en skilsmisse skal foregå og arv fordeles og om, hvad der er rent eller urent.

Profetbøgerne fortæller om israelitternes historie, cirka 750-400 f.kr.. Der bringes også beretninger om de egentlige profeter, dvs. de personer, som ifølge jøderne er udvalgt af Gud til at forkynde Hans vilje.

Skrifterne består af elleve selvstændige skrifter, heriblandt de historiske bøger.

Salmernes Bog bruges både i den jødiske og den kristne gudstjeneste.


Jødernes Gud

Jødernes Gud er én Gud, den almægtige og usynlige Gud og suveræne hersker. I jødedommen griber Gud aktivt ind i sit udvalgte folks, Israels, historie. Gud er retfærdig Gud, der straffer og belønner sit folk og det enkelte menneske alt efter, om det overholder eller bryder hans love.


”Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én.” (5 Mos 6:4)


Jødernes navn for Gud er Jahve, der på hebraisk skrives JHVH. Ordets oprindelse er ukendt, men kan have en sammenhæng med det hebraiske ord hajah, ’at være’. Det er så helligt, at intet menneske må udtale det. I stedet bruger man et andet hebraisk ord for Gud, Adonaj, som betyder Herren.

Navnet JHVH er knyttet ti fortællingen om udfrielsen af Egypten. Da Gud åbenbarer sig for Moses i ørkenen ved den brændende tornebusk og befaler ham at føre israelitterne ud af Egypten, spørger Moses om hans navn, og Gud svarer: ”Jeg er den, jeg er! Sådan skal du sige til israelitterne: ’Jeg Er har sendt mig til jer’” (2 Mos 3:13-14). Det er det eneste sted, Gud har givet sit navn til kende. Alle andre steder i Det Gamle Testamente omtaler Han sig som ”Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset” (2 Mos 20:1)


Moseloven

I jødedommen udgør de mange love og forordninger den største del af indholdet i Torahen, der også kaldes Moseloven eller blot Loven. Den indeholder kultiske, etiske og sociale love samt bestemmelser for kønslivet.

De Ti Bud i Anden Mosebog (20:3-17) er indledningen til selve lovstoffet. Efter buddene følger en del retsregler for samfundslivet. Her gives mange eksempler på dødsstraf, bl.a.: ”Den, der slår sin far eller mor, skal lide døden. (..) Den, der røver et menneske og sælger det eller selv beholder det, skal lide døden” (2 Mos 21:12 og 21:15-16)

Tredje Mosebog indeholder både religiøse bud, f.eks. om rent og urent og om forbud mod at spise blod (3 Mos 17:10-16), samt sociale bud, der ikke kun handler om dødsstraf, men også om forpligtelsen til at udøve retfærdighed over for sin næste i retssager (3 Mos 19:15 og 17-18).

I Tredje til Femte Mosebog gives eksempler på dødsstraf ved stening, for eksempel ved overtrædelse af buddene (3 Mos 20:1-17) og bespottelse af gud (3 mos 24:16). I Fjerde Mosebog befaler Gud, at en mand, der samlede brænde på sabbatsdagen, skal dømmes til døden for brud på sabbatsloven (4 Mos 15:32-35). Og i Femte Mosebog hedder det, at man ikke skal vise barmhjertighed over for en mand, der forsøger at lokke en af sine nærmeste til at dyrke andre guder; han skal stenes til døde (5 Mos 13:7-12).


Talmud

Talmud er betegnelsen for den meget store samling af kommentarer og fortolkninger af Torahen. I Talmud forklares, hvordan den jødiske lære skal tolkes og lovene praktiseres. Men det er en del af jødisk forståelse, at Talmud ikke må opfattes som et stift system, da love, der er mange hundrede år gamle, ikke siger et moderne menneske noget. Så selv om Talmud er nedskrevet omkring 500 e.kr., har rabbinere op gennem historien fortsat kommenteret og tolket den for at gøre den tidssvarende. På trods af, at dødsstraf nævnes mange gange i Mosebøgerne, er det uhyre sjældent, at man har praktiseret den, da der ifølge jødisk ret kræves såvel stærke beviser fra vidner, som har overværet forbrydelsen, som at den pågældende har været bevidst om, at overtrædelsen af loven var forbudt. I staten Israel kan der idømmes dødsstraf, men det er kun sket én gang, i 1962, mod Adolf Eichmann, en af dem, der stod bag holocaust.

De dele af Talmud, der indeholder juridisk stof, kaldes halakha. De indeholder de religiøst begrundede forskrifter, der gælder i den religiøse jødes liv fra fødsel til død. Et centralt begreb i Talmud er dina demalchuta dina. Det betyder, at det er jødisk pligt at rette sig efter lovene i det land, hvor man er bosat. I den demokratiske stat Israel gælder halakha for den jødiske befolkning i familie- og arveretlige spørgsmål.

I flere europæiske storbyer, bl.a. i London og Paris, findes en religiøs, jødisk domstol, bet din, som bevilger religiøs skilsmisse til jødiske par, løser økonomiske tvister og mægler i familiekonflikter. I Danmark findes bet din i princippet, men er kun blevet brugt ganske få gange i sager af økonomisk karakter.



Se også: Kristendommen; Islam; Abrahamitiske religioner; Egyptisk religion;


 

Om Sangréal Ordenen

Ordenens hieraki er opbygget af fem grader hvor i medlemmerne kan avancere. Læs mere


Sangréal Ordenens oprindelse

Det siges, at en ridder på flugt søgte ly for natten i byen, Viborg. Han var syg og blev i den lille kirkeby, da han var for svag til at drage videre. Læs mere