Kristendommen

Kristendom er en monoteistisk religion, der med udgangspunkt i den jødiske profet Jesus Kristus, udviklede sig i landene omkring Middelhavet og senere udbredte sig derfra i flere retninger for at blive en verdensomspændende religion i 1800- og 1900-tallet. Kristendom er den største af verdens religion med omkring 2,1 milliarder tilhængere - ca. en tredjedel af jordens befolkning og er udbredt i de fleste lande i verden med flere end 20.000 retninger.


Kristendommen har sit udgangspunkt i jødedommen og begynder med Jesus. Vi ved ikke meget om den historiske Jesus udover at han var jøde og levede i Palæstina i det første århundrede efter vor tidsregning.

På Jesu tid var Palæstina under romersk overherredømme, og i Jerusalem opholdt sig både romerske embedsmænd og romerske soldater. Rundt om i landet var der desuden mange hellenistiske handelsbyer. Selv om den græsk-romerske indflydelse således var mærkbar, havde jøderne religionsfrihed.

Det ledende jødiske parti, farisæerne, lagde stor vægt på, at man skulle leve i ubetinget lydighed mod Guds lov, og Moseloven var for dem grundlaget både for religion, moral og retspleje. De krævede, at jøderne skulle overholde til punkt og prikke.  Jesus gjorde i sin forkyndelse op med denne opfattelse af loven. Han ville ikke nedbryde den, men satte kærligheden til Gud og næsten over loven. I sin forkyndelse brugte han ord og forestillinger, der allerede fandtes i jøderne hellige skrifter. Man kan således sige, at kristendommen opstod som en jødisk sekt; og den kristne kirkes første bibel var da også jødedommens samling af hellige skrifter. Kristendommen skilte sig dog hurtigt ud som en selvstændig religion, og allerede i løbet af det første århundrede kom den første samling af kristne tekster der efter utallige redigeringer  skulle blive til det Det nye Testamente. I slutningen af 300-tallet blev Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente samlet til de kristnes hellige skrift, Bibelen.

I de første århundreder var de kristne en forfulgt minoritet, men allerede i slutningen af 300-tallet var kristendommen så etableret, at den blev statsreligion i Romerriget, hvorfra den i de følgende århundreder spredte sig til store dele af Europa.


Bibelen

Ordet bibel kommer af det græske ord biblion, ’bog’. Bibelen består af to bøger: Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Ordet testamente kommer af det latinske testamentum, der betyder pagt. Det Gamle Testamente er næsten identisk med Tanakh, men inddelingen er anderledes. Det fortæller om jødernes pagt med Gud. Det Nye Testamente, der blev nedskrevet i perioden 50 til 135 e.kr., fortæller om den nye pagt, der er profeteret i Det Gamle Testamente (Esajas’ Bog, kap. 53), og som Jesus indstiftede ved sit sidste måltid med sit sidste måltid med disciplene skærtorsdag.

Det Gamle Testamente består af 39 skrifter, der er inddelt i tre grupper. De første skrifter, der begynder med de fem Mosebøger og ender med Esters bog, kaldes de historiske bøger. Derefter kommer de fem poetiske bøger, herunder Salmernes Bog, og til sidst følger de 17 profetiske bøger, bl.a. Esajas’ Bog. De fem Mosebøger fortæller bl.a. om, hvordan Gud skabte og ordnede verden, om Abrahams pagt med Gud, om Moses’ pagt med Gud på Sinajs bjerg og om israelitterne som Guds udvalgte folk. Bøgerne fortæller desuden, hvordan Gud tilgiver, men også straffer dem, der ikke adlyder ham.

Det Nye Testamente består af  i alt 27 skrifter:

De fire evangelier (evangelium betyder ’glædeligt budskab’) – Matthæus, Markus, Lukas og Johannes – fortæller om Jesu liv og forkyndelse. De slutter med fortællingerne om indstiftelsen af den nye pagt ved Jesu sidste måltid med disciplene skærtorsdag, Jesu korsfæstelse langfredag og hans opstandelse påskesøndag, som for de kristne betyder Guds sejr over døden.

I Apostlenes Gerninger berettes om Helligåndens komme pinsedag og om de første kristne menigheder. Derudover indeholder Testamentet en række breve, bl.a. skrevet af apostlen Paulus til de første kristne menigheder, samt Johannes’ Åbenbaring med forudsigelser om, hvordan det vil gå ved verdens undergang. Læs mere i “Kristendommen og evangeliernes uanfægtelighed”



Kristendommens Gud

De kristnes Gud er én gud og kendes som den treenige Gud - Faderen, Sønnen og Helligånden. Ved at blive menneske – Jesus Kristus - viser den kristne Gud sin ubetingede kærlighed til menneskene og for at frelse dem led han døden på korset.


”Jeg og Faderen er ét (…) Tro mig, at jeg er i Faderen og Faderen er i mig. (…) Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, hans skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer” (Joh 10:30, 14:11, 26)


Navnet Kristus er den græske oversættelse af det hebraiske ord hamashiah (messias), en jødisk titel, der betyder den salvede, og som blev givet til konger og ypperstepræster som et udtryk for disses nærhed til det hellige. De kristne betragter Jesus som den Messias, hvis komme var forudsagt i Det Gamle Testamente, og som skulle frelse Israel og skabe et fuldkomment messiasrige med lykke og frelse for alle mennesker. De første kristne så Jesu opstandelse som tegn på, at Jesus virkelig var Messias.


Jesu fortolkning af loven

Kristendommen kan ikke som jødedom og islam kaldes en lovreligion. I Bjergprædikenen (Matt 5-7), som er den første lange tale, Jesus ifølge Matthæusevangeliet holder, siger han ganske vist, at han ikke er kommet for at sætte loven loven eller profeterne ud af kraft, men for at opfylde loven. Den der bryder blot ét af de mindste bud, skal kaldes den mindste i Guds rige, siger Jesus, mens den der holder det skal kaldes stor i Himmeriget. Til disciplene siger han, at hvis deres retfærdighed ikke overgår farisæernes, kommer de slet ikke ind i Himmeriget (Matt 5:17-20).

Jesus gennemgår derefter de dele af loven, som vedrører medmenneskelige forhold for vrede, ægteskabsbrud, skilsmisse, gengældelse og fjendekærlighed. Her fremgår det, at han ikke er enig med farisæerne i deres fortolkning af loven. Mens farisæerne kræver overholdelse af loven for lovens skyld, stiller Jesus krav, som overskrider grænsen for, hvad et menneske, selv med den bedste vilje, kan opfylde: ”I har hørt, at der er sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende’. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn.” (Matt 5:43-45)

Intet menneske vil kunne opfylde Jesu fortolkning af loven, men Jesus lover, at Gud vil bønhøre den, der beder om tilgivelse (Matt 7:7-11). Loven sammenfatter han i Det Dobbelte Kærlighedsbud og i den Den Gyldne Regel: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre imod jer, det skal I gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne” (Matt 7:12).

Mange steder i evangelierne fortælles om Jesu opgør med farisæerne og deres krav om overholdelse af loven. I Markusevangeliet afviser Jesus således farisæernes protester mod, at han helbreder på en sabbat, med ordene: ”Er det tilladt at gøre noget godt eller at gøre noget ondt på en sabbat, at frelse liv eller slå ihjel?” (Mark 2:27).  Et andet sted siger han, at ”sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld” (Mark 2:27). For Jesus er kernen i loven Det Dobbelte Kærlighedsbud: ”De skal elske Herren din Gud…” og ”Du skal elske din næste som dig selv…” For farisæerne, derimod, stod overholdelsen af loven over buddet om næstekærlighed. Jesus angreb også de jødiske forskrifter om rent og urent som noget ydre, der tog opmærksomheden fra den indre renhed.

Kristne er forpligtet på Jesu fortolkning af loven, et grænseoverskridende krav, som mennesket ikke selv er i stand til at opfylde. Gud er i erkendelse heraf selv blevet menneske (i kristen terminologi: inkarnation) og har med sit liv, sin død og opstandelse én gang for alle opfyldt loven for alle, som tror på ham. Den eneste vej til frelse for den kristne er således ikke Moseloven, men troen på Jesus Kristus, hans død og opstandelse.


Kanonisk ret

Kanonisk ret er den ret, der gælder i den katolske kirke. Allerede i oldkirken blev beslutninger, der blev taget på kirkemøder, kirkelige love og pavedekreter samlet i en kanon, der virkede som retningslinjer for de kirkelige autoriteter. De vigtigste kilder var Bibelen og kirkefædrenes dekreter. De oldkirkelige teologer, kirkefædrene, har haft afgørende betydning for udformningen af den nytestamentlige kanon og kristne dogmer.

En af de kirkefædre, hvis dekret stadig har gyldighed i den katolske kirke, er kirkefaderen Augustin (354-430). Augustin har formuleret treenighedslæren og udformet læren om arvesynden. Og han har ved sin lære om nogen påvirket den kristne kirkes udvikling.

I dag spiller kanonisk ret hovedsagelig en rolle for reguleringen af den katolske kirkes indre liv gennem regler om de gejstlige embeder, kirkens ejendomme, sakramenter og strafferet. Den katolske kirke fastholder sit syn på, at ægteskabet er et sakramente, og forbyder skilsmisse, selv om der i de fleste katolske lande er indført en lovgivning, som tillader skilsmisse. Den katolske kirke anser kun et ægteskab for opløst, hvis en kirkelig domstol har erklæret ægteskabet for ugyldigt. Flere og flere katolikker på verdensplan går i dag til den katolske kirkes domstole for at få annulleret et kirkeligt ægteskab. Når et ægteskab bliver annulleret, har det juridisk set aldrig eksisteret. Dermed bortfalder det ansvar og de forpligtelser som f.eks. hustrubidrag, der følger med en skilsmisse.


Luther

Reformationen i begyndelsen af 1500-tallet betød et brud med den katolske kirke og dens dogmer. På rigsdagen i Augsburg i Tyskland (1530) fremlagde Luthers medarbejdere et skrift, som indeholdt en sammenfatning af den lutherske lære, Den Augsburgske Bekendelse. Den indeholder 28 artikler, som giver en fremstilling af Luthers lære om frelsen. Her er det centrale, at man bliver retfærdiggjort, dvs. får tilgivelse for sine synder i troen på Kristus, dvs. ved tro alene og ikke ved at gøre gode gerninger eller give økonomiske bidrag (aflad) til kirken. Reformationen førte således til en splittelse af den vesteuropæiske kirke og en afgørende nyfortolkning af Biblen.


Synd og frelse

I den kristne fortolkning af Syndefaldet pådrager Adam og Eva sig Guds vrede og må forlade Paradiset. Dermed kommer døden og det onde ind i verden. Ifølge kristendommen forklarer myten om Syndefaldet ikke, hvor det onde kommer fra, men den gør det klart, at det onde findes og frister menneskene til at vende sig fra Gud, ligesom slangen fristede Eva. Det kaldes arvesynd. Det betyder ikke, at en synd fysisk går i arv fra forældre til børn. På latin hedder begrebet pecatum originale og på engelsk original sin, dvs. ’oprindelig synd’ eller ’ursynd’.

Arvesynd betyder, at mennesket er født syndigt og ikke kan undgå at gøre det onde eller gøre sine medmennesker fortræd. Paulus skriver således i sit brev til romerne: ”Viljen har jeg, men udføre det kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.” (Rom 7:18-20).

Sex uden for ægteskabet blev i den evangelisk-lutherske kirke igennem mange år anset for at være syndigt. Det gjaldt i Indre Mission også alkohol, spil og dans. Men for Martin Luther var synd et religiøst begreb, ikke et moralsk. Han lagde stor vægt på, at synd var tro, at man som menneske kan leve sit liv uden Gud. Syndigt var for ham først og fremmest det, som får mennesket til at glemme Gud og medmennesket og dermed sætte sig selv i centrum og kun handle ud fra hensynet til sig selv.

Ifølge kristendommen er mennesket altså ikke i stand til at overvinde det onde. Men fordi Jesus gav sit liv på korset for menneskenes skyld, er det enkelte menneske ikke fortabt på grund af den synd, det har begået. I troen på Jesus Kristus, hans død og opstandelse får mennesket tilgivelse for sine synder, når det oprigtigt angrer og beder om tilgivelse. Tilgivelsen gives udelukkende på grund af Guds kærlighed, ikke fordi man har gjort sig fortjent til den.

Ifølge Matthæus- og Lukasevangeliet kan al synd og bespottelse tilgives. Den eneste synd, mennesker ikke kan få tilgivelse for, er bespottelse af Helligånden (Matt 12:31-32 og Luk 12:10). I Johannesevangeliet siger Jesus, at Helligånden opgave er at fortælle menneskene, hvad synd, retfærdighed og dom er. Synd er, siger Jesus, ”at de ikke tror på mig” (Joh 16:8-9). Dermed siger han, at bespottelse af Helligånden er en afvisning af Gud og Guds levende nærvær i verden. Retfærdighed betyder i Det Gamle Testamente lydighed mod Guds lov. I det Nye Testamente er ’retfærdighed’ ikke noget, man kan erhverve ved gode gerninger, men kun gennem troen på Kristus


Kristendommens sakramenter

Et sakramente er ifølge den kristne tro en hellig handling, som består af et ydre tegn og forkyndelsen af Bibelens ord. F.eks. i dåben er det ydre tegn vandet og i nadveren er det brødet og vinen. I sakramentet er det Gud, der handler og videregiver sin nåde.

I den ortodokse kirke regnes sakramenter for Guds mysterier, hvor Guds kraft virker i dem, der deltager i gudstjenesten. Gennem kirkens historie har der været uenighed om sakramenternes antal. Syv sakramenter findes i den ortodokse kirke og i den romersk-katolske kirke, nemlig: dåb, nadver (eukaristi), konfirmation (firmelse), skriftemål (bod), syges salvelse (før 1963 benævnt den sidste olie), ordination og ægteskab. Den evangelisk-lutherske kirke har to sakramenter, dåb og nadver, som er indstiftet af Jesus.



Se også: Jødedommen; Islam; Abrahamitiske religioner;


 

Evangeliernes

uanfægtelighed

De fleste mennesker i dag taler om ”kristendommen” og figuren Jesus Kristus, som om det var én bestemt ting eller historie -  en sammenhængende, homogen helhed. Det siger sig selv, at det er den overhovedet ikke! Læs mere


Gnosticisme

Udtrykket kommer fra det græske ord gnosis, der betyder ”viden”, og den opfattelse, at man var indviet i hemmelig viden, optræder hos forskellige gnostiske tekster. Læs mere