Kristendommen og evangeliernes uanfægtelighed

De fleste mennesker i dag taler om ”kristendommen” og figuren Jesus Kristus, som om det var én bestemt ting eller historie -  en sammenhængende, homogen helhed. Det siger sig selv, at det er den overhovedet ikke!


Som alle ved, findes der talrige former for kristendom: Der er for eksempel den romersk katolske kirke, og der er den anglikanske, som blev grundlagt af Henrik 8. Der findes forskellige udgaver af protestantismen -  fra den oprindelige lutheranske eller calvinistiske fra 1500-tallet til nyere udviklinger af unitarismen. Der er derudover talrige ”marginale” eller ”evangeliske” menigheder f.eks. Syvende Dags Adventisterne eller Jehovas Vidner. Og dertil kommer et bredt udvalg af sekter og kulter f.eks, Children of God, det danske Faderhuset og Moonbevægelsen. Hvis man betragter dette forvirrende  spektrum af trosformer -  fra de strengt dogmatiske og konservative til de radikale og ekstatiske – kan det være svært at afgøre hvad der egentlig udgør ”kristendommen”.

Hvis der en enkelt faktor, som gør det muligt at tale om ”kristendom”, en enkelt faktor, der forbinder de ellers så forskellige og indbyrdes stridende kristne trosretninger, er det  Det Nye Testamente og nærmere bestemt den enestående status, som Det Nye Testamente tillægger Jesus, hans korsfæstelse og opstandelse. Selv om man ikke godtager disse begivenheders bogstavelige betydning som en historisk sandhed, er det generelt set nok blot at acceptere deres symbolske betydning for at blive betragtet som kristen.

Hvis der altså findes nogen enhed i det diffuse fænomen, der kaldes kristendom, hviler den på Det Nye Testamente – og mere specifikt på beretningerne om Jesus, der kaldes de fire evangelier.

Disse beretninger anses generelt som de mest autoritative der findes og mange kristne ser dem som sammenhængende og uanfægtelige. Fra barnsben har de fleste lært at tro, at Jesus’ historie, sådan som den fremgår af evangelierne, er om i
kke inspireret af Gud, så i hvert fald definitiv. De fire evangelister, der menes at have skrevet dem, anses for at være uangribelige vidner, der bestyrker og bekræfter hinandens vidnesbyrd. Af de mennesker der i dag kalder sig kristne, er det de færreste der er klar over, at de fire evangelier ikke alene modsiger hinanden, men visse steder er voldsomt uenige.

I den brede befolkning er historien om Jesus’ oprindelse og fødested almindelig kendt. Men i virkeligheden er evangelierne som denne tradition bygger på betydeligt mere uklare på det punkt. Kun to af evangelierne, Matthæus og Lukas – siger overhovedet noget Jesus’ oprindelse og fødsel, og der er himmelråbende forskelle. Ifølge Matthæus var Jesus en aristokrat, om ikke retmæssig konge -  som nedstammede direkte fra Kong Salomo og Kong David. På den anden side fortæller Lukas, at Jesus’ familie, selv om den var af Davids hus. Var betydeligt mindre ophøjet; og det er på basis af Markus’ beretning at overleveringen om den ”fattige tømrer” er blevet til. Det er kort sagt så iøjnefaldende uoverensstemmelser mellem de to slægtstavler, at der lige så godt kunne være tale om to helt forskellige personer.

Forskellene mellem evangelierne gælder ikke  kun spørgsmålet om Jesus’ afstamning og slægt. Ifølge Lukas blev Jesus ved sin fødsel af fårehyrder. Ifølge Matthæus blev han opsøgt af konger. Ifølge Lukas boede Jesus’ familie i Nazareth. Herfra skal de være rejst til Bethlehem – til en folketælling, som historien antyder at man aldrig har gennemført – og der blev Jesus født i en fattig stald. Men ifølge Matthæus havde Jesus’ familie hele tiden været ret velhavende indbyggere i Bethlehem, og Jesus blev født i et hus. I Mathæus’ version er det Herodes’ forfølgelse af de nyfødte, der får familien til at flygte til Egypten, og først ved tilbagekomsten slår de sig ned i Nazareth.

Oplysningerne i begge disse beretninger er ganske præcise og - hvis man går ud fra, at der blev gennemført en folketælling – helt igennem plausible. Men oplysningerne stemmer bare ikke overens. Der kan ikke gives nogen fornuftig forklaring på denne uoverensstemmelse. Der er overhovedet ingen mulighed for, at begge de to modstridende beretninger kan være sande, og der er ingen mulighed for at bringe dem i overensstemmelse med hinanden. Uanset om man vil indrømme det eller ej, må man acceptere det faktum, at et af evangelierne eller de begge to er forkerte.

Stillet over for en så iøjnefaldende og uundgåelig konklusion, kan man ikke betragte evangelierne som uanfægtelige. Hvordan kan de være uanfægtelige når de anfægter hinanden?


Jo mere man studerer man studerer evangelierne, jo tydeligere bliver modsigelserne mellem dem. De er ikke engang enige om dagen for korsfæstelsen. Ifølge Johannesevangeliet fandt korsfæstelsen sted dagen før den jødiske påskehøjtid. Ifølge Markus, Lukas og Matthæus fandt den sted dagen efter. Evangelierne stemmer heller ikke overens, når det gælder Jesus’ personlighed og karakter. De fremstiller hver især en skikkelse forskellig fra den, der er skildret i de andre evangelier – en ydmyg frelser, der er så from som et lam hos lukas, men en stærk og majestætisk hersker hos Matthæus, hvor han siger ”Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd”. Og der er uenighed om Jesus’ sidste ord på korset. Hos Matthæus og Markus lyder de: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”. Hos Lukas lyder de: ”Fader, i dine hænder betror jeg min ånd”. Og hos Johannes lyder de blot: ”Det er fuldbragt”.


Med disse uoverensstemmelser kan evangelierne kun opfattes som en højst diskutabel autoritet og i hvert fald ikke som én definitiv kilde. De repræsenterer ikke nogen Guds fuldkomne ord; hvis det gør det, er Guds ord i hvert fald blevet temmelig frit censureret, redigeret, revideret og pyntet på, samt omskrevet af menneskelig hånd.

Man må huske på, at Bibelen - og det gælder både Det Gamle og Det Nye Testamente -  kun er en samling værker, og i mange henseender et ret vilkårligt udvalg. Faktisk kunne den nemt have omfattet langt flere bøger og skrifter, end den faktisk gør. Og der er ikke tale om, at de manglende bøger er gået tabt. Tværtimod, er de med overlæg blevet udelukket.

I år 367 opstillede biskop Athanasius i Alexandria en liste over de værker, der burde medtages i Det Nye Testamente. Denne liste blev godtkendt ved et kirkemøde i Hippo i 393 og igen af kirkemødet i Karthago fire år senere. Ved disse kirkemøder blev den endelige sammensætning besluttet. En række blev samlet til Det Nye Testamente vi kender idag, mens der blev set bort fra andre.



Se også: Det Nikæiske Koncil; Evangelium; Jesus; Maria Magdalene;


 

Om Sangréal Ordenen

Ordenens hieraki er opbygget af fem grader hvor i medlemmerne kan avancere. Læs mere


Sangréal Ordenens oprindelse

Det siges, at en ridder på flugt søgte ly for natten i byen, Viborg. Han var syg og blev i den lille kirkeby, da han var for svag til at drage videre. Læs mere