Tempelridderne

I år 1118 drager ni riddere til Jerusalem. Deres officielle formål var at "beskytte pilgrimsvejene til Jerusalem". Men dette næppe var den egentlige mission. De 9 riddere opholdt sig primært inde i Den Hellige Gravkirke, hvor de var meget interesserede i at foretage udgravninger. Ikke en helt almindelig beskæftigelse for en ridder?


Tempelriddernes historie begynder i året 1099 hvor Godtfred 6. af Bouillon erobrede den hellige by Jerusalem.


På Godtfreds befaling blev der opført et kloster på et bjerg lige udenfor Jerusalem. Klostret kom til at huse en gruppe munke der havde forbindelse til Godtfred.


Kort tid efter erobringen blev Godtfred tilbudt tronen, men han ville ikke krones som konge i byen hvor Jesus Kristus var blevet korsfæstet og begravet, men lod sig derfor i stedet udnævne til Advocatus Sancti Sepulchri der betyder Forsvarer af den Hellige Gravs Kirke.


Da Godtfred døde uventet i efteråret 1100 overtog hans yngre bror Balduin I titlen som Forsvarer af den Hellige Gravs Kirke og i 1118 blev han afløst af nevøen Balduin II.


Iden forløbne tid, siden erobringen, havde der foregået en masse skriverier og møder imellem Jerusalem og den ny stiftede cistercienserordenen om grundlæggelsen af en ridderorden. Abbeden, Bernhard af Clairvaux, var en af de vigtige personer i denne forbindelse. Stiftelsesgrundlaget for den nye ridderorden blev først færdig i 1117 og blev først offentligt kendt i 1118 hvor de første tempelriddere stod frem. Hugues de Payens blev kendt som grundlæggeren og lederen af den nye orden. De resterende grundlæggere var tempelridderne Geofrey de St. Omer, Payen de Montdidier, Archambaud de St. Agnan, André de Montbard, Geoffrey Bisol, Rossal, Gondamer og Hugues, greve af Champagne. Tempelridderne afgav et løfte om fattigdom, cølibat og lydighed overfor Balduin II af Jerusalem og tjente fra 1118 som militær- og munkeorden. Tempelridderne begyndte snart at gå med den berømte hvide kutte, der stammede fra cistercienserne, og tilføjede selv et rødt kors – det understregede også deres tætte forhold til cistercienserne.


Balduin II gav den nye orden lov til at indrette en fløj i hans palads på tempelbjerget, hvor der var god plads til både ridderne og deres heste. Balduins palads og dermed også Tempelordenens hovedkvarter lå hvor den bibelske kong Salomons gamle tempel havde ligget og det er sådan ordenen fik sit navn: Kristi fattige Riddere af Salomons Tempel.


I første omgang var deres opgave at forsvare vejene i Palæstina for de nye pilgrimme, der strømmede til Jerusalem fra Europa i kølvandet på det første korstog - i hvert fald officielt! Men snart blev tempelridderne en magtfaktor i sig selv, og mange sluttede sig til den nye orden trods de tilsyneladende strenge klosterregler.


Samtidig beskrivelse af Tempelridderne

I år 1180 skrev en ukendt pilgrim i et brev om tempelridderne:
“Tempelherrerne er nogle meget ekseptionelle soldater. De bærer hvide kåber med et rødt kors, og når de drager i krig bærer de forrest en to farvet fane kaldet Balzaus. De drager ud i stilhed. Deres første angreb er det værste og mest frygtelige. De er dem angriber først, og dem der returnerer sidst. De venter på deres mesters ordrer. Når de er klar til at drage i krig og trompeten har lydt, synger de Davidssalmen ”Ikke til os, O Herre” i kor, mens de knæler på fjendens blodige halse, medmindre de har tvunget fjendens tropper til at trække sig, eller at de fuldstændig har slået dem i stykker. Hvis én af dem, af en eller anden grund vender ryggen til fjenden, eller træder frem levende (efter at de er besejret), eller bærer våben mod de kristne, vil han blive straffet hårdt. Den hvide kåbe med det røde kors, som er tegnet på ridderskab vil blive taget fra ham med skændsel og vanære, han vil blive udstødt af broderskabet, og skal spise sin mad fra gulvet uden en serviet i et år. Hvis hundene sårer ham, tør han ikke at jage dem væk. Men i slutningen af året, hvis Mesteren og brødrene mener at hans straf har været nok, vil de genoprette ham med bæltet af hans tidligere broderskab. Disse tempelriddere lever under en stærk religiøs lov, ydmyg lydighed, må ikke eje private ejendele, spise sparsomt, klæde sig simpelt og bor i telte.”


Magten vokser

I begyndelsen havde tempelridderne kirkens fulde opbakning. Deres ejendomme var fritaget for skat, og alverdens begunstigelser regnede ned over dem. De var ikke underkastet jurisdiktion og skulle ikke betale tiende til kirken, som det ellers var almindeligt på den tid. Det medførte til gengæld en voksende modvilje imod ordenen hos visse dele af præsteskabet.


Tempelriddernes styrke blev yderligere befæstet af en række imponerende borge, som de byggede i Palæstina. De tjente både et militært formål og som kapeller, hvor kriger-munkene kunne trække sig tilbage.


Tempelridderne havde nære forbindelser med Bernhard af Clairvaux og det blev sagt at ordnen stod under hans beskyttelse fordi han talte deres sag over for alt og alle i kirken. Følgen var, at de modtog adskillige pavelige buller eller kundgørelser, der bemyndigede dem til at opkræve skatter og tiende i de områder, de kontrollerede. Det gav dem samtidig øjeblikkelig magt og autoritet.


Ordenen oprettede et af de første internationale banksystemer, og velhavende riddere og jordbesiddere overlod ofte størstedelen af deres formue i ordenens sikre hænder – mod et gebyr selvfølgelig. Tempelridderne ejede til sidst enorme rigdomme i både Europa og i Mellemøsten - på et tidspunkt stod de endda til at arve det spanske kongerige Aragon efter at have kæmpet i et spansk felttog.


Kritik og fald

I slutningen af 1200-tallet opstod der kritik af tempelriddernes rigdom og deres åbenlyse rivalisering med andre ordener. Ordenen blev således også offer for en smædekampagne fra især kirken og de fik ry for at være hemmelighedsfulde og besat af mærkelige ritualer.

Som følge af kritikken og en aftale med Paven blev de franske Tempelriddere Fredag den 13. oktober 1307 arresteret af den franske konge Phillippe den Smukke uden varsel og anklaget for kætteri, homoseksualitet, afgudsdyrkelse og deriblandt tilbedelse af et mystisk hoved med navnet Baphomet.


Tempelridderne i Frankrig blev også anklaget for at gemme katharer, hvilket bestemt ikke kan afvises, da flere tempelriddere kom fra katharfamilier. Flere tempelriddere var imidlertid også katharer bl.a. var den sjette stormester fra 1156 til 1169, Bertrand de Blanchefort, kathar.


I 1308, året efter de franske Tempelriddere blev arresteret, anmodede paven, Clemens V, alle konger om at arrestere Tempelherrerne. Også den danske konge, Erik Menved, fik en anmodning. Brevene blev ikke alene sendt til kongen, men kopier udgik også til ærkesædet i Lund med befaling om at lade det oversætte til folkesprog og offentliggøre ved oplæsning i alle kirker.

Stormesteren for ordenen, Jacques de Molay, og mere end 500 brødre blev underkastet tortur og tilstod i tiden efter arrestationerne. De, der trak tilståelsen tilbage, blev brændt. 54 brødre blev brændt i 1310 og stormesteren blev brændt i 1314.


I 1312 udstedte Pave Clemens V en pavelig bulle om opløsning af ordenen, og officielt ophørte den med at eksistere. En del af ordenens brødre og jord overgik til Johanitterordenenen og andre ordener under kirken.


Kort efter ordenens opløsning opstod der fortællinger om undslupne riddere der skjulte sig i f.eks. Alperne. Der var fortællinger fra den tid der omtaler “bevæbnede, hvide riddere”, som hjalp bønderne besejre Leopold af Østrig. Der er også fortællinger om schweiziske landsbyboere, der på samme tid pludselig blev dygtige militære handlere der skulle have udviklet det magtfulde schweiziske banksystem. En ridder skulle ligeledes have grundlagt den danske orden,Sangréal Ordenen, ligesom nogle af ordenens riddere flygtede bl.a. til Skotland, hvor Kong Robert Bruce, der i forvejen var ekskommunikeret af kirken, bød ordenen velkommen. Det fortælles også at nogle af tempelridderne hjalp Skotland med at vinde slaget ved Bannockburn i 1314.




Se også: Baphomet; Katharerne; Sangréal Ordenens oprindelse; Tempelriddernes første regel

 

Sangréal Ordenens oprindelse

Det siges, at en ridder på flugt søgte ly for natten i byen, Viborg. Han var syg og blev i den lille kirkeby, da han var for svag til at drage videre. Læs mere


Katharerne

Katharerne var, ligesom oldtidens gnostikere, stærkt dualistiske og så den fysiske verden som værende frembragt af en ond skabergud, en demiurg. Læs mere


Tempelriddernes første regel

Her er en komplet oversættelse af de første regler for tempelridderne Læs mere